Med god grund havde vi derfor meget svært ved at få hænderne ned; specielt fordi det fremhæves at ”lige bestemt de svære bogstavlyde er vigtige, for hvis børnene bliver dygtige til dem, så er det tidligere også blevet vist, at de bliver bedre til at læse.”

Forskningen understreger dermed at børn lærer bedre når kroppen er i bevægelse. Dette er også grunden til hvorfor vi hos Alkalær har lavet vores krops-fonemer til alle bogstaverne – også dem med svære bogstavlyde så de bedre kan indlæres.

Vi har lånt lidt fonemer der allerede eksisterer og fungerer rigtig godt i andre remser, men den samlede dans og de fleste af tegnene er Alkalærs egne. Så nu er det blevet endnu nemmere at lære børnene at læse og stave.

Se krops-fonemerne her, og læs forklaringen på alle tegnene nedenfor.

Jeg håber I alle er klar til at komme op af stolen og tage del i legen og læringen sammen med Alkalærs krops-fonemer!

De bedste hilsner fra Lisa Tørnqvist

Kursusinstruktør i Alkalær og privatunderviser hos www.LyLæSta.dk

www.facebook.com/lylaesta.dk/reviews

A: Ae på kinden.

B: Fingrene foran munden danner en boble som springer – lyden på boblen der springer.

C: Cykle med begge hænder over hovedet.

D: Pegefingeren bruges som en vandhane der drypper – lyden på dråben der falder.

E: Hænderne samles og laver et enhjørningehorn i panden.

F: Fem fingre vises frem.

G: To knytnæver holdes op som hovederne på gæs.

H: Håndflade pegende frem fra hagen, og så ånder man ud i et ”hhhhh”.

I: Pegefingeren lodret under næsen med neglen fremad (formen af I).

J: Begge hænder bruges som når man speeder en knallert op (lyden af en knallert).

K: Armene bruges som kyllingevinger.

L: Lav et L med din højre hånd (så L’et vender rigtigt for dem der kigger på), og før den nedefra og op mens du siger lyden med tungen oppe i munden.

M: Kør hånden rundt på maven (som lyden man siger når noget smager godt).

N: Pres med en pegefinger på siden af næsen.

O: Form et O med én hånd (ingen strittende fingre, men et lukket O).

P: Sæt en flad hånd foran munden, og pust lyden ud og hånden væk.

Q: Hæv skuldrene, og lad dem falde. (Et bogstav der ikke bruges så ofte, og som har samme lyd som K). Bevægelsen siger ”Hvad skal vi bruge det til?”.

R: Riv i luften med en hånd som et vildt dyr.

S: Slange-bevægelse med en hånd.

T: Sæt den ene hånd ovenpå den anden så de danner et T (timeout-tegnet).

U: De samlede hænder danner et U som køres op om ansigtet som når man er forskrækket og siger ”uh!”.

V: Pegefinger og langefinger danner et V som føres opad ligesom en viol der spirer op af jorden.

X: Arme på kryds.

Y: Løft armene over hovedet, og dan et Y med kroppen.

Z: Læg hænderne sammen under kinden som når man sover – zzzzz.

Æ: Dan et Æ ved at sætte pegefinger og tommeltot sammen med begge hænder (to O’er som går ind i hinanden, formen af et lille æ).

Ø: Vrik med dit øre.

Å: Dan en bolle med pegefinger og tommeltot, og før hånden op over hovedet (formen af Å). ”Den med bolle på, den hedder Å”.

Tal med barnet om bogens indhold. For eksempel ”Hvad tror du der sker nu?”, ”Hvorfor blev pigen glad?”, ”Hvad ville du gøre hvis det var dig?”. Tal også om hvorfor det giver mening at lære at læse.

Gevinst: Læsning er to ting: afkodning og læseforståelse. Ved højtlæsning er det barnets læseforståelse der styrkes. Barnets ordforråd, viden om verden og den generelle tankemæssige udvikling styrkes. Når du læser op, åbner du en helt særlig verden for dit barn.

2. Vælg en sværhedsgrad som passer dit barn
Forskningen viser at når børn skal lære at læse, er det helt afgørende at bogens sværhedsgrad passer til barnet. Børn læser ofte i for svære bøger, specielt når de skal lære at læse.

Hvis dit barn endnu ikke kan alle lydene i alfabetet, så lyt til Alkalærs ’Lydsangen’ via Spotify eller på YouTube KanalAlkalær. Når barnet kan alle lydene, kan han begynde at læse bøgerne i vores Søde ord-serie. Alkalær har en bred vifte af bøger der er baseret på lydmetoden. Alkalær står for ALLE KAN LÆRE AT LÆSE.

Gevinst: Dit barn vil opleve en succes med at lære at læse. Og hvem synes ikke det er fedt at blive ved, når man oplever man bare bliver bedre og bedre?

3. Læs, og hold ferie
Læsningen skal passe ind i jeres ferieform. Gå på opdagelse på vejskilte, i supermarkedet, på isskiltet og på menukortet. Der er ord alle steder – måske kan I finde lydrette ord barnet kan læse? Ligesom når man er ved at lære at tale, gå eller strikke, skal læsningen holdes ved lige og trænes. Jo mere man træner, jo bedre bliver man.
Læs løs … og husk punkt 1: Det skal være hyggeligt.

Gevinst: Læsningen holdes ved lige, og læseudviklingen fortsætter i den rigtige retning. At kunne læse er en vigtig nøgle til at klare sig godt i livet og i samfundet.

Sidegevinst: glade børn og voksne som får ladet batterierne op i sommerferien.

Jeg håber I får en fantastisk sommer!

Mange gode sommerhilsner fra Lise S. Christensen
Kursusinstruktør i Alkalær og privatunderviser hos www.LæseRum.dk

Pippi og Lille sorte Sambo er yt ligesom ‘En sømand går sin enegang’ hvor sømanden uden ansvar fravælger den ene skønne kvinde efter den anden bare fordi han kan. Når vi I Alkalær skriver lydrette bøger skal vi passe meget på i hvilken kontekst vi bruger ordet ‘muslim’ for slet ikke at tale om vendingerne ‘en fri tøs’ eller en ‘gul kineser’ (alt sammen lydret). I parentes bemærket er der folk derude der synes at en kinesisk panda (lydret) er absolut politisk ukorrekt ligesom det lydrette ord nazi-svin passer andres kram perfekt.  Det er ikke længere alene et spørgsmål om de lydrette ord men en hårfin balance for at sikrer at vi ikke træder nogen over tæerne.

Jeg overvejer om jeg er blevet klogere eller bare mere forsigtig af de ’skældud’ jeg som redaktør har fået på krænkelseskulturens boldbane? For ‘forsigtig' dur ikke.

Alkalær har kæmpet for hvert eneste bogstav og hver eneste sætning knyttet til læsetrappen. Det er ikke nogen beklagelse, men en konstatering af at Muhammed ikke kom til bjerget – så vi begyndte bare at flytte sten efter sten. Og vi er nået langt – bl.a. fordi vi netop ikke var forsigtige eller lod os unødvendigt intimidere.

Det udelukker ikke at vi skal blive klogere og bedre til at navigere i samfundet.

Jeg vil som redaktør i Alkalær fremover ikke bare tage 'læsetrappe-brillerne’ på. Jeg lover at sørge for forskelligt klatreudstyr så elever af alle slags kan føle sig tilpas på trappen.

Anne Vierø Hansen
Redaktør for Alkalær

Den historie er der mange der kender. Og den er da også rigtig klog og tankevækkende. Men hvad i himlens navn har det med Alkalær at gøre?

Tjo … Jeg tænker på Erasmus når jeg møder læsevejledere, politikere og aktører i undervisningssektoren. Alkalær påstår at alle kan lære at læse. Metoden er ufravigelig, og vi vil altså ikke hakke en hæl og klippe en tå for nemheds skyld. Nogle tænker deres: Sådan en arrogant metode … påståelig oven i købet.

Jeg bliver lidt hos Holberg. Godt nok blev Erik Vierø Hansen til Eag V. Hansn ligesom Rasmus Berg blev til Erasmus Montanus. Det har ikke noget med latin at gøre, det er bare lidt sjov med fonetik. Vi bliver ved med at påstå at Alkalær-metoden kan lære alle at læse, og når det kommer til de naturlige læseudviklingstrin, er vi bedrevidende i ordets egentlige forstand: Det emne ved vi mere om end nogen anden, sådan er det!

Så mangler jeg det med at være arrogant. Ja, vi er udfordrende selvsikre, men nedladende, det har vi aldrig været. Netop med Alkalær har eleven fuldstændig ret til fagligt at befinde sig lige nøjagtig der hvor han er. Og ingen Alkalær-underviser peger fingre ad eleven – ligegyldigt hvor han eller hun befinder sig i sin læseudvikling. Aldrig! Og så underviser vi eleven lige der hvor han befinder sig fagligt. Det er ikke nedladende; det er opladende.

Men Erasmus Montanus opnåede jo faktisk noget ved at forråde sin viden. Han slap for militærtjeneste og fik sig en kone. Hvad kan Alkalær så opnå hvis vi bare giver fanden i metoden? Vi kunne jo måske slappe lidt af med hensyn til lydrette ord, ikke være helt så ’hårde’ når det gælder repetition, lade eleverne lære bare nogle af de 120 mest anvendte ord udenad …

Det ville da være meget nemt og utrolig ’god latin’. Men hvad får vi ud af det, spørger jeg?

For det første ville vi svigte de elever der har sværest ved at bryde læsekoden. Det er sandsynligt at over 80 procent af de danske elever alligevel får brudt læsekoden på en eller anden måde, men hvad med resten? Det er allermest for dem at vi bliver ved med at insistere. For det andet kunne vi måske opnå en tvivlsom plads blandt de mange materialer der næsten lærer alle at læse, og vi ville slippe for utrolig megen omtanke og arbejde når vi udgiver nye materialer.

Nej, tænker jeg.  Vi tager gerne prædikatet ’bedrevidende’ på os – og så skulle jeg hilse og sige at Jorden er rund.

Mange hilsner

Anne Insulae Vier Hansfilius

Naboen spørger om den veluddannede forhørte sig om hvor det regner ind? Næh! Om der er væltet nogle træer ind over taget? Næh. Jamen fik du så at vide hvordan du skal udbedre hullerne, hvis de overhovedet er der? Næh! Jamen kigger de overhovedet på taget?  Næh, det var mere sådan en slags ’føler’ de anvendte!

Ved vi hvem der står bag analyseapparatet? Næh! Er der nogen der ved om det er præcist? Næh, men der er nogen der siger at det er det bedste på markedet indtil videre, og at det er den eneste form for måling der er blevet foretaget i stor nok udstrækning til at man kan fornemme tendenser.

Og så kommer Thomas. Han er håndværker i byen. Hvad står I to og snakker om, spørger han. Åh, vi er såmænd bare urolige over alle de huller der er i vores tage …

Nå, det. Hvorfor reparerer I dem ikke bare?

Jamen det kan man da ikke. Vi er ikke akademikere.

Pyt, skidt med det. Jeg kravler da bare op på taget, finder ud af skadernes omfang, hvordan de er opstået, og så fikser jeg det.

Kan du det? Du er jo bare en håndværker?

Det kan jeg sagtens. Det tager måske lidt tid, men det virker hver gang. Og hvis du nu kigger med mens jeg arbejder, så kan du jo hjælpe naboen osv. I løbet af no time er der sgu ikke flere huller i de hytter.

Jamen …

Ikke mere ”jamen”. Har du en stige?

At lære elever at læse er et håndværk – og alle kan lære at læse!

Det er ikke så lang tid siden at Alkalær for mig betød ’nu-leger-vi-det-lille-postkontor-rutinen’. Eag havde købt et pakkebord til mig. Ret lille. Og fra det bord og vores entre udgik dagens bestillinger. Eller rettere: Jeg pakkede, håndskrev adresser, bandt fine bånd om bøgerne, lavede fødselsdagskort til de af kunderne der brugte vores bøger som gaver, frankerede med frimærker og spyt og skrev selv A’er på kuverterne hvis det skulle gå stærkt. Og så af sted til posthuset. Ja, det var tider ...  posthus med skranke, stempler, vægte, postmænd og postkoner.

På mit posthus huserede en meget stram, bestemt og effektiv madamme. Hun var frygtindgydende, skarp i mælet og ikke ret flink, på overfladen i hvert fald. Hun havde et helt almindeligt navn, men ville hellere kaldes Sonja – og så kun af dem hun kunne lide.

Hvis man en dag havde en lidt uheldig håndskrift, udbrød hun højt og uden smil i stemmen: Kalder du det der for en underskrift? De dage jeg kom helskindet forbi hendes skranke, var sjældne. Pakkerne var enten for mange, for tunge eller for lange. Oftest havde hun svært ved at læse min skrift – også selv om jeg havde gjort mig umage. Det var for uoverskueligt at forklare hende at min håndskrift afspejler min sindstilstand. Jo bedre jeg har det, des smukkere skrift. Det lille pakkebord sat i forhold til det stigende antal pakker var blevet anstrengende.

Nu skulle man tro at Sonja var en skidt kælling, men nej. Hun var faktisk elskelig på sin helt egen måde, og vi blev gode venner og kom på talefod som årene skred af sted. Hun tog sin position meget alvorlig og ville os alle det bedste.

Tiden gik, og der indsneg sig vaner og rutiner. Det er ellers ikke min kop te. Jeg var oftest på posthuset klokken ca. tre. Det var der andre der også var. Vi udgjorde således Sonjas eftermiddagsstampublikum, og vores veje krydsedes derfor med ilagte månedsrytmer. Daglige, ugentlige eller månedlige intervaller alt efter ærinder.

Engang så jeg igen en ung fyr i færd med at sende penge hjem til sin familie i Pakistan. Han var forhutlet og frøs i sit tynde tøj. Sonja kiggede på ham over brillekanten og sagde: Jeg kan ikke bestemme det, også selv om jeg ville. Men du skal bruge nogle af dine penge på at købe dig en vinterjakke. Næste gang jeg så fyren på posthuset, havde han en dynejakke på. Da Sonja var færdig med at ekspedere hans overførsel og han var gået, rejste hun sig op, gik om til bagvæggen, slog næven i væggen og udbrød: YES!

Så selv om det blev lidt trivielt at tage på posthuset fem gange om ugen i 8 år, var der lyspunkter. Sonja var et, og det stigende antal pakker var klart det andet.

I dag har vi to ansatte på lager og til ekspedition af Alkalær-materialer. Posthuset er lukket, og Sonja er død.

Ha’ en fornøjelig dag med masser af læse-oplevelser!

I foråret 2003 var listen over de lydrette ord som vi kendte til, ikke så lang som den er i dag. Og vi boltrede os i SØ, Å, ÅL, IS, SO og FIS. Det resulterede i en del morsomme markedsføringsindslag. Blandt andet har jeg personligt siddet under en stor, gul parasol der var overbroderet med lyserøde grisehoveder, og hvorpå der med store bogstaver stod: SE EN SO. Der sad jeg så og lavede læsetest på boghandlernes fortov. Og der skulle en tur til Skanderborg til før en venlig boghandler nævnte at det måske ikke var verdens mest charmerende måde at introducere sig selv på. Vi har desværre ikke et billede – eller måske er det meget heldigt.

Midt i den sjove, men noget infantile, verden vi bevægede os i, dukkede der også en del lydrette ord op som ikke er specielt anvendelige til børnelitteratur. Her nøjes jeg med at nævne penis, vagina, dildo og pat, og du kan selv føje til listen hvis du har lyst. I hvert fald resulterede listen over ikke-anvendelige lydrette ord i et manuskript som datidens pornoblade måske kunne have haft trykt. Ikke at vi undersøgte det – og specialister i den slags udgivelser er vi heller ikke. Måske trængte vi bare til at slippe de stramme vokabulære tøjler og gå lidt bersærk.  Manuskriptet sendte vi til illustratoren i en slags vanvidsrus. Hun troede i første omgang at vi mente det alvorligt, og det var en fest at høre hendes noget klemte indsigelser. Det endte i mange grin, og vi kan stadig grine ad det lille, sjofle manuskript der aldrig kommer til at se dagens lys.

Til den mere alvorlige ende af samme problematik. Mange forlag forsøger nu at gøre ALKALÆR kunsten efter – kunsten at skrive 100 procent lydrette bøger. De fleste af udgivelserne er lydnære, næsten lydrette, 65 pct. lydrette. Du kan i de udgivelser finde konsonantskift, anker-lyde, små dryp af de 120 mest brugte ord osv.

ØV, for så er pointen med lydrette bøger jo fuldstændig tabt på gulvet.

Og herregud kan du tænkte. Det tænkte jeg i mange år. Men NEJ – der er simpelthen en grund til at vi er ALKALÆR – ikke DEFLESTEKALÆR. Og lige dér, når du har lært bogstaverne og deres grundlyde, bliver de ikke-lydrette ord mere ødelæggende end gavnlige.

Et hurtigt sidespring får mig til at fortælle at børnebibliotekarerne i Danmark for mange år siden lavede en helt speciel sværhedsgrad til Alkalærs lydrette bøger. De fik betegnelsen 0.0.000 eller et eller andet i den stil. Det var vi ret stolte af. I samme periode oplyste fagfolk fra Danmarks Pædagogiske Institut at der var to slags lydrette ord: Alkalær-lydret og lydret. Ja, ja da. ??

Tilbage til de lydrette udgivelser. Alkalær har brug for Eag på de højere trin af Læsetrappen og til den helt nye trappe – nemlig forståelsestrappen (og det kommer den sikkert ikke til at hedde). Derfor har vi, som mange af jer ved, sluppet forfatningen fri – so to speak. Vi har taget hul på projekt TI-VI-KA’-LI’ og har inviteret en bred vifte af uddannede Alkalær-undervisere til at forfatte lydrette bøger. Det er meget sværere end det ser ud. Men det er også sjovt når sætningerne pludselig falder i hak uden brug af drilleordsproblematikker, uden dialekter, sociolekter, ingen flade A’er, ingen slugte endelser – bare 100 procent lydret.

Glæd jer derfor til jul – eller lidt længere. Der er nye forfattere på vej – og hele 30 nye ALKALÆR-lydrette bøger.

Og hvis nu AMEN var lydret, ville jeg slutte med et amen. I stedet vil jeg nøjes med at ønske dig en dejlig dag – en dag hvor rigtig mange børn nærmest umærkeligt fik knækket læsekoden.

Anne

Måske ved du at det hele startede en ånsda. Det har Erik beskrevet i håndbogen Læsetrappen. I hvert fald var det en oplevelse i en indskolingsklasse hvor Erik vikarierede, der fik ham til at tage beslutningen om at lave et læsesystem der faktisk kunne lære alle at læse. Og det lyder jo meget tilforladeligt, og det endte det også med at være. Men … vejen var lang.

De første elever der blev udsat for SØDE ORD, gik i Sengeløse Skole hvor Erik arbejdede som dansklærer for at vi kunne betale vores hus. Eleverne lavede lister over lydrette ord – der fandtes intet materiale, ingen læsebøger, ingen mapper, ingen usb-nøgler, ingen QR-koder. Absolutely Nothing. Så eleverne lavede lister på store stykker papir. Jeg husker en dag Erik kom hjem og fortalte at en elev havde foreslået ordet ’globaldominans’ til listen. Det var da flot, og listen blev over efteråret længere og længere.

Endelig begyndte ”SØDE ORD – læs med lyd og lyst” at tage form. Forlaget Malling Beck påtog sig det betroede hverv at udgive herligheden. På det tidspunkt var skilsmisse oppe at vende sådan cirka 4 gange hver nat. Der sad Erik i husets mindste værelse og sagde mærkelige lyde indtil klokken 5 om morgenen, og hvis jeg skal være helt ærlig, var jeg ikke overbevist om nogen kommende succes.

Malling Beck blev de første der kastede håndklædet i ringen. Eriks ekstreme standarder for gennemført systematik og gennembearbejdninger kan tage pusten fra selv de stærkeste af os. Nuvel – vi sprang ferien over det år og købte rettighederne til værket SØDE ORD.

Erik er uddannet lærer og musiker. Han har i enhver forstand gode ører, og så er han pertentlig til fingerspidserne. Jeg selv kunne bidrage med et broget CV der rummer lidt af hvert – ejendomshandler, hyrde, kok, headhunter, iværksætter, ghostwriter, personalechef, kogekone, teambuilder, kantineleder, sælger, oversætter og det løse. ”Hvor svært kan det mon være at lave Alkalær?” spurgte vi os selv. I hvert fald ikke sværere end det var ikke at blive forældre. Det kunne vi ikke selv om vi arbejdede ihærdigt på det i mange år. Men børn fik vi mange af på flere andre måder.

Der var alle de private elever Erik underviste for at toptune Læsetrappen – og dem var der mange, rigtig mange, af. Og så var der Alkalærs læse-selv-bøger som vi havde en fest med at skrive.

Den første gang vi solgte 2 stk. BO SÅ EN KO, fejrede vi det med besøg på restaurant, så iskiosk … Og det blev vel til en underskudsforretning på lige godt og vel 800 kr.

Men vi kom efter det. 

Jeg bliver i skrivende stund klar over at det bliver for langt at fortælle dig om hele Alkalærs historie i et indlæg. Og i stedet for at skøjte hen over de hundrede af dejlige, frygtelige og sjove anekdoter der knytter sig til 20 år med Alkalær, vil jeg i fremtiden vinkle mine indlæg omkring en af vores mange udgivelser, en større beslutning, et radikalt vendepunkt, vores første app der blev til i Bangladesh, vores samarbejde med nogle af landets dygtigste illustratorer, hvorfor Erik blev til Eag og Anne blev til Madam-boss-sir og den slags. Alt sammen for overskuelighedens skyld.

Men det startede som sagt en ånsda.

Jeg håber at jeg har vundet din opmærksomhed, og så vil jeg ellers glad og muntert fortsætte med mine små anekdoter fra min plads, helt tæt på Alkalær og Erik.

Kærlig hilsen

Anne