Skip Navigation LinksForside > Blog




Erasmus Montanus


Ludvig Holberg skrev i 1723 komedien om Rasmus Berg der tog til København og blev så klog så klog. Faktisk blev han så klog at hans bror og hele landsbyen ikke gad ham da han kom tilbage til sin hjemstavn. Han var blevet arrogant og påståelig, og det er ikke noget der falder i god, dansk jord. Men Rasmus Berg, der nu havde oversat sit navn til latin, Erasmus Montanus, faldt til patten og indrømmede bl.a. til sidst at jorden er flad som en pandekage. Så slap han for militærtjeneste og fik sin Lisbed.

Den historie er der mange der kender. Og den er da også rigtig klog og tankevækkende. Men hvad i himlens navn har det med Alkalær at gøre?

Tjo … Jeg tænker på Erasmus når jeg møder læsevejledere, politikere og aktører i undervisningssektoren. Alkalær påstår at alle kan lære at læse. Metoden er ufravigelig, og vi vil altså ikke hakke en hæl og klippe en tå for nemheds skyld. Nogle tænker deres: Sådan en arrogant metode … påståelig oven i købet.

Jeg bliver lidt hos Holberg. Godt nok blev Erik Vierø Hansen til Eag V. Hansn ligesom Rasmus Berg blev til Erasmus Montanus. Det har ikke noget med latin at gøre, det er bare lidt sjov med fonetik. Vi bliver ved med at påstå at Alkalær-metoden kan lære alle at læse, og når det kommer til de naturlige læseudviklingstrin, er vi bedrevidende i ordets egentlige forstand: Det emne ved vi mere om end nogen anden, sådan er det!

Så mangler jeg det med at være arrogant. Ja, vi er udfordrende selvsikre, men nedladende, det har vi aldrig været. Netop med Alkalær har eleven fuldstændig ret til fagligt at befinde sig lige nøjagtig der hvor han er. Og ingen Alkalær-underviser peger fingre ad eleven – ligegyldigt hvor han eller hun befinder sig i sin læseudvikling. Aldrig! Og så underviser vi eleven lige der hvor han befinder sig fagligt. Det er ikke nedladende; det er opladende.

Men Erasmus Montanus opnåede jo faktisk noget ved at forråde sin viden. Han slap for militærtjeneste og fik sig en kone. Hvad kan Alkalær så opnå hvis vi bare giver fanden i metoden? Vi kunne jo måske slappe lidt af med hensyn til lydrette ord, ikke være helt så ’hårde’ når det gælder repetition, lade eleverne lære bare nogle af de 120 mest anvendte ord udenad …

Det ville da være meget nemt og utrolig ’god latin’. Men hvad får vi ud af det, spørger jeg?

For det første ville vi svigte de elever der har sværest ved at bryde læsekoden. Det er sandsynligt at over 80 procent af de danske elever alligevel får brudt læsekoden på en eller anden måde, men hvad med resten? Det er allermest for dem at vi bliver ved med at insistere. For det andet kunne vi måske opnå en tvivlsom plads blandt de mange materialer der næsten lærer alle at læse, og vi ville slippe for utrolig megen omtanke og arbejde når vi udgiver nye materialer.

Nej, tænker jeg.  Vi tager gerne prædikatet ’bedrevidende’ på os – og så skulle jeg hilse og sige at Jorden er rund.

 

Mange hilsner

Anne Insulae Vier Hansfilius