I dag var jeg et smut forbi Alkalær – der nu residerer i Ølstykke, vest for København. Dette er vigtigt for mig at fortælle, for i rigtig mange år lå Alkalær i bogstavelig forstand i mit og Eags hjem. Og det at skulle køre ud til Alkalær, det er en sand fornøjelse. Også for medarbejderne, der ellers var blevet vant til at se mig i nattøj og med morgenhår og bare fødder.

Ved døren til Alkalær Headquarter, som vi har valgt at kalde det, blev jeg mødt af læssevis af pakkede materialer, klar til afhentning af pakkebiler og distributionsfirmaer. Forfriskende …

Det er ikke så lang tid siden at Alkalær for mig betød ’nu-leger-vi-det-lille-postkontor-rutinen’. Eag havde købt et pakkebord til mig. Ret lille. Og fra det bord og vores entre udgik dagens bestillinger. Eller rettere: Jeg pakkede, håndskrev adresser, bandt fine bånd om bøgerne, lavede fødselsdagskort til de af kunderne der brugte vores bøger som gaver, frankerede med frimærker og spyt og skrev selv A’er på kuverterne hvis det skulle gå stærkt. Og så af sted til posthuset. Ja, det var tider ...  posthus med skranke, stempler, vægte, postmænd og postkoner.

På mit posthus huserede en meget stram, bestemt og effektiv madamme. Hun var frygtindgydende, skarp i mælet og ikke ret flink, på overfladen i hvert fald. Hun havde et helt almindeligt navn, men ville hellere kaldes Sonja – og så kun af dem hun kunne lide.

Hvis man en dag havde en lidt uheldig håndskrift, udbrød hun højt og uden smil i stemmen: Kalder du det der for en underskrift? De dage jeg kom helskindet forbi hendes skranke, var sjældne. Pakkerne var enten for mange, for tunge eller for lange. Oftest havde hun svært ved at læse min skrift – også selv om jeg havde gjort mig umage. Det var for uoverskueligt at forklare hende at min håndskrift afspejler min sindstilstand. Jo bedre jeg har det, des smukkere skrift. Det lille pakkebord sat i forhold til det stigende antal pakker var blevet anstrengende.

Nu skulle man tro at Sonja var en skidt kælling, men nej. Hun var faktisk elskelig på sin helt egen måde, og vi blev gode venner og kom på talefod som årene skred af sted. Hun tog sin position meget alvorlig og ville os alle det bedste.

Tiden gik, og der indsneg sig vaner og rutiner. Det er ellers ikke min kop te. Jeg var oftest på posthuset klokken ca. tre. Det var der andre der også var. Vi udgjorde således Sonjas eftermiddagsstampublikum, og vores veje krydsedes derfor med ilagte månedsrytmer. Daglige, ugentlige eller månedlige intervaller alt efter ærinder.

Engang så jeg igen en ung fyr i færd med at sende penge hjem til sin familie i Pakistan. Han var forhutlet og frøs i sit tynde tøj. Sonja kiggede på ham over brillekanten og sagde: Jeg kan ikke bestemme det, også selv om jeg ville. Men du skal bruge nogle af dine penge på at købe dig en vinterjakke. Næste gang jeg så fyren på posthuset, havde han en dynejakke på. Da Sonja var færdig med at ekspedere hans overførsel og han var gået, rejste hun sig op, gik om til bagvæggen, slog næven i væggen og udbrød: YES!

Så selv om det blev lidt trivielt at tage på posthuset fem gange om ugen i 8 år, var der lyspunkter. Sonja var et, og det stigende antal pakker var klart det andet.

I dag har vi to ansatte på lager og til ekspedition af Alkalær-materialer. Posthuset er lukket, og Sonja er død.

Ha’ en fornøjelig dag med masser af læse-oplevelser!