Et liv som medhjælpende hustru til en mand med et ‘kald’ var og er kilde til mange af livets potentielle rutsjeture og tunge overvejelser. Brolagt med svære beslutninger, uenigheder og økonomiske udfordringer. Og jeg siger ’tak’. Det har været spændende, sjovt og udviklende. Jeg satser på at jeg i tilkøb er blevet et mere favnende og nuanceret menneske af rejsen mod en stor udfordring.
Senest dukker samtidens store emner op. Spørgsmål om krænkelser, stereotype illustrationer og børn og unges ret til egen kønsidentitet. Det var lettere at være redaktør for Alkalær dengang hvor eneste succeskriterie var at vi skulle og ville lære alle at læse (og så selvfølgelig korrekt tegnsætning).
Pippi og Lille sorte Sambo er yt ligesom ‘En sømand går sin enegang’ hvor sømanden uden ansvar fravælger den ene skønne kvinde efter den anden bare fordi han kan. Når vi I Alkalær skriver lydrette bøger skal vi passe meget på i hvilken kontekst vi bruger ordet ‘muslim’ for slet ikke at tale om vendingerne ‘en fri tøs’ eller en ‘gul kineser’ (alt sammen lydret). I parentes bemærket er der folk derude der synes at en kinesisk panda (lydret) er absolut politisk ukorrekt ligesom det lydrette ord nazi-svin passer andres kram perfekt. Det er ikke længere alene et spørgsmål om de lydrette ord men en hårfin balance for at sikrer at vi ikke træder nogen over tæerne.
Jeg overvejer om jeg er blevet klogere eller bare mere forsigtig af de ’skældud’ jeg som redaktør har fået på krænkelseskulturens boldbane? For ‘forsigtig' dur ikke.
Alkalær har kæmpet for hvert eneste bogstav og hver eneste sætning knyttet til læsetrappen. Det er ikke nogen beklagelse, men en konstatering af at Muhammed ikke kom til bjerget – så vi begyndte bare at flytte sten efter sten. Og vi er nået langt – bl.a. fordi vi netop ikke var forsigtige eller lod os unødvendigt intimidere.
Det udelukker ikke at vi skal blive klogere og bedre til at navigere i samfundet.
Jeg vil som redaktør i Alkalær fremover ikke bare tage 'læsetrappe-brillerne’ på. Jeg lover at sørge for forskelligt klatreudstyr så elever af alle slags kan føle sig tilpas på trappen.
Anne Vierø Hansen
Redaktør for Alkalær